Ikke-kategoriseret

  • Panorama-sti

    Jens OLufs Høj

    En ganske kort sti fører fra Haverslev kirke gennem forskellig bevoksning op til nogle gravhøje. Fra den høj, som kaldes Jens Olufs høj, er der en ganske fantastisk udsigt, og man får bevis for påstanden om, at der er alle slags natur i dette område: marker, enge, søer, fjord, skov, hede, små landsbyer spredt rundt i hele synsfeltet.

  • Torvekøbmanden Bonderup

    I Bonderup er vi så heldige at have en købmand. Borgerforeningen overtog for nogle år siden et gammelt hus, renoverede det og lejede det ud til den social økonomiske virksomhed RÅD og DÅD. De driver nu butikken, der har åben alle ugens dage, delvis ved hjælp af frivillige fra byen, der passer butik sidst på eftermiddagen og i weekenden. Beboerne i området handler i butikken fordi:
    Hvis ud vil have en købmand i morgen, skal du huske at handle der i dag.

  • Trekroner rådet

    Trekronerrådet er navnet på vores landsbyråd, som er en paraplyforening for alle foreninger og borgere i området. Medlemmerne i rådet vælges på den årlige general forsamling og repræsenterer typisk foreninger og institutioner i området. Rådet er sparringspartner med Jammerbugt Kommune, og der er jævnligt borgermøder, hvor der arbejdes med områdets udvikling. Der udarbejdes en Lokal udviklingsplan, den såkaldte LUP. Projekter der er beskrevet i LUP’en kan der søges kommunale midler til.

    Se mere på facebook Trekroneromraadet og Trekroner – Liv i by og skole

  • Trekroner

    Ingen ved præcist, hvor navnet Trekroner stammer fra. Men siden 1957 har det været knyttet til den centralskole, der dette år afløste 5-6 små skoler rundt i landsbyerne. Trekroner er også navnet på den lille landsby, som opstod omkring skolen, først og fremmest fordi der blev bygget en lang række lærerboliger. Kunne kommunen ikke tilbyde bolig, var det næsten umuligt at tiltrække det nødvendige antal lærere. Måske kommer 3-tallet i navnet fra de 3 sogne, der udgjorde og stadig udgør skoledistriktet. Med tiden er Trekroner også blevet en kendt betegnelse for hele dette område med de 5-6 landsbyer.

    Ny legeplads i Trekroner

    I den lille by Trekroner er der sket en knopskydning ud fra skolen. Tilbage i firserne blev der bygget klubhus og anlagt boldbaner, og der blev etableret spejderhus. I halvfemserne blev der fokus på børnepasning, det begyndte med fritidsordning i en del af spejderhuset, og der opstod efterhånden et meget stort ønske om en idrætshal, og der var også brug for en børnehave, der kunne supplere dagplejerne.

    Det endte med, at man i 1997-98 byggede Trekroner Landsbycenter, som ud over idrætshal og omklædningsfaciliteter, også indeholdt en børnehave samt mødelokaler og cafeteria.

  • KFUM SPEJDERNE

    I Bonderup KFUM Spejder tilbyder vi traditionelt spejderarbejde, og vi er primært ude på vores plads i skoven, kaldet Tingheden. I de koldeste par vintermåneder samles vi i spejderhuset i Trekroner eller på den nærliggende aktivitetplads.

    Vi tilbyder i øjeblikket spejderaktiviteter i to aldersgrupper. De mindste fra 0.-3. klasse mødes i ulveflokken, som er en fantasiramme hentet i junglebogen. De mødes normalt i dagtimerne. I spejdertroppen mødes piger og drenge til lidt større udfordringer. Mødetiden her ligger typisk først på aftenen.

    Spejderne er klar til byfest

    KFUM Spejderne er tilknyttet folkekirken, og vi har derfor et godt samarbejde med den lokale kirke. F.eks. har vi hvert år sidst i november et såkaldt fredlys arrangement, hvor vi går fra skolen og op til kirken med fakler og lanterner m.v.

    Spejderne har bygget tømmerflåder

    Der har været mulighed for at deltage i spejderaktiviteter i rigtig mange år her i vores område, vist nok siden kort efter 2. verdenskrig. Der var både KFUK spejdere for piger og KFUM spejdere for drenge. Op gennem firserne udviklede samarbejdet sig og det blev praktisk kun at tilhøre et spejderkorps, og det blev KFUM Spejderne, fordi KFUK ikke ville optage drenge.

    På tur i Sønderborg. Kongeskibet Dannebrog ses i baggrunden.

    Fra at samles i kælderlokaler sørgede en masse aktive spejdere og deres forældre for at skaffe de fine lokaliteter, som spejderne nu mødes i hver uge. Det gælder det tidligere kommunekontor i Trekroner og det gælder det fine naturområde tæt på Tingskoven. Her i corona årene er der udviklet et nyt område tæt på huset i Trekroner, som spejdere og børnehave m.fl. bruger på skift.

    Der kan søges yderligere information på facebook-gruppen Bonderup’s KFUM spejdere

  • Tilflytter - vi hjælper gerne

    Beboerne i Trekronerområdet har de sidste mange år lagt et stort arbejde i at gøre vores dejlige hjørne af Danmark endnu mere attraktivt. Der er blevet pyntet op i de mange små landsbyer bl.a. med flagalléer og blomster. Der er købt et hus, der blev brugt som tilflytterhus, og som har været beboet af familier, der siden har fundet deres eget sted. Huset lejes nu ud på almindelige lejevilkår, bebos pt. af en ukrainsk flygtningefamilie.

  • Trekroner Bolig ApS

    Trekroner Bolig ApS er et lokalejet anpartsselskab, der er opstået som supplement til Trekroner liv i by og skoles indsats for, at Trekroner er ét godt sted at bo, vokse op i, flytte til og virke i. Vores formål er at skabe lys i vinduerne i Trekroner området, og opkøbe tomme huse og leje dem ud. 

    Udover det med at købe boliger, for at udleje dem,  hjælper vi også de lokale med at udleje deres bolig. Trekroner Bolig ApS tilbyder bla. boligejere at markedsføre, fremvise boligen, lave lejekontrakt og udførelse af alment vedligehold, der påhviler husejeren. Dette for at lejere oplever fuld tilfredshed med den bolig, de lejer, men også for at give flere husejere mod på at leje deres bolig ud. 

    Ønsker du at leje en bolig i Trekroner? Eller udleje? Købe anparter (stk. Pris 1000 kr. ) ? så kontakt os endelig hos Trekroner Bolig ApS

    Bjarne Jørgensen 60675121

    Kim Thomsen 29790798

    Sanne Pedersen 20773276 

  • Danmarksmester i Landdistriktsudvikling

    En tilflyttersucces, som stadig fører til nye borgere og en idé, som blev belønnet med titlen: “Årets Landsby 2016″.

    I Trekroner-området emmer det af virkelyst, og der er et tårnhøjt ejerskab, som skaber sunde lokalmiljøer med nærhed og stærke fællesskaber.

    Værdier, som familier igennem generationer ikke bare holder fast i, men også søger tilbage til, for at videregive til egne børn.