Skræm

Skræm er Trekronerområdets højest beliggende landsby. Fra mange af beboelserne er der derfor en meget flot udsigt. Der er en mindre bymæssig bebyggelse på begge sider af vejen, der går mod nord til hovedvejen. Ved denne vej ligger også den lille kirke omkranset af det traditionelle kampestensdige. Fra det meget lille kirketårn kan man øjne havet. Overfor kirken ligger en bakke, der kunne ligne en gravhøj. Det er det dog ikke, nogle mener, at det er sand, der er anbragt der en gang, da en sandstorm havde mere eller mindre begravet kirken.

Kirken tilhørte i mange år ejeren af herregården Ålegård, som ligger blot et par km fra kirken. I flere omgange blev dens jord udstykket og der blev oprettet mange husmandsbrug. De fleste af disse er nu beboet af folk, der kan lide at bo på landet, mens jorden er solgt fra eller lejet ud.

Skræm sogn strækker sig et godt stykke nord på den anden side af hovedvejen og ligeså et godt stykke mod øst og omfatter et større stykke af Tingskoven.

At der har boet mennesker her i årtusinder, vidner flere gravhøje, et par besynderlige jættestuer i Gundestrup og en kæmpestor langdysse indeholdende 3 gravkamre. Den sidste er beliggende v. Tanderupgårdsvej.

Følg Skræm på Facebook